De vil både sejle og spille – hva’ ska’ det ik’ end’ me’?
Koncertturné med De Gyldne Drenge
De Gyldne Drenge drager på en lille ø-turné den 5/7 2022 i vores eget totalt istandsatte sydfynske historiske træskib “Hymn to freedom” af Fjellebroen. Vi agter at lægge til kaj og stå og spille på skibet, som iøvrigt har 50 års fødselsdag i 2022.
Drengene starter ud med en prøve-koncert på Fjellebroen Havn kl. 11 for lige at tjekke, at der er tænkt på alt. Derefter går turen til den lille ø Hjortø, hvor der er koncert ca kl. 14.30,- ligeledes fra skibet, hvor efter turen går til Drejø Gammelhavn, hvor der er aftenkoncert ca kl. 20. De respektive øboer sørger for vådt og tørt til ganerne og de skrigende tørre halse!
Vores repertoire er primært De Gyldne Løvers udødelige numre, som alle omhandler emner som svigefulde kvinder, livet til søs, hjemmebrændt, træskibe, smugleri og andre folkelige foreteelser.
De Gyldne Drenge er yderst hjemmevant i denne unikke niche, og har en udpræget lyst til at bevare den folkelige maritime kulturarv på fornemste vis!
De Gyldne Drenges besætning er de jydske forsangere (og meget andet) Troels og Ole Smidt, den prisvindende bassist Jens Holgersen, rigsspille-violin-manden Jørgen Dickmeiss, samt skipper og harmonikaspiller pater festivitas emeritus Lars Kirkegaard.
Vel mødt til gratis havnekoncerter med De Gyldne Drenge!
Koncerterne støttes af bl.a Svendborg Kommune, Fonden for Fynske Bank, samt DMF/De Kollektive Midler.
Har du brug for mere info: Kontakt skipper på 26 20 44 92.