Interview med Kasper Tom Christiansen

Jeg har været så heldig at få lov til at lave et interview med Årets Fynske Jazzmusiker Kasper Tom Christiansen.

Jeg blev varmt modtaget i privaten af den altid smilende Kasper. Kedlen var allerede sat over og således udstyret med en god kop kaffe og et askebæger satte vi os i Kaspers villahave i hjembyen Svendborg, ikke langt fra fødehjemmet, med vindrueranker, blomsterbede, udehuse, små lækroge og en gevaldig hyggelig stemning. Efter kort at have klaret verdenssituationen med temaer som boligrenter, partihoppere, den grønne trepart og kulturtilskud, fik vi drejet snakken over på hvem er Kasper Tom?

Kasper: Jeg er trommeslager og komponist, født i 1981 og opvokset i Svendborg. 

Jeg gik på en skole i Svendborgs midtby, (Ida Holsts Skole) hvor jeg havde en musiklærer der hedder Liza Freeman. Hun satte mig til at spille trommer på et tidspunkt og det har jeg sådan set gjort lige siden. 

Hun sendte mig på musikbiblioteket og bad mig låne Mona Larsen/Jørgen Emborg Group-plader, for dem havde hun skrevet tekster til. Der medvirkede Hans Ulrik og Jonas Johansen og det gjorde mig meget nysgerrig. Det var den musik jeg hørte i starten. Allerede fra 9. klasse blev jeg fanget af jazzen og begyndte at tjekke genrens koryfæer ud og i gymnasiet begyndte jeg, med mine to musikalske legekammerater Andreas Lang og Mads La Cour, at spille og skrive jazz og har gjort det lige siden. 

Efter gymnasiet gik turen til MGK Fyn et enkelt år og derefter Det Fynske Musikkonservatorium hvor jeg fik Anders Mogensen som lærer. Jeg tog en del af uddannelsen i udlandet og havnede i Berlin ved en lærer som hedder John Hollenbeck. 

Ved et lykketræf skulle Svendborg kommune besøge deres venskabsby Stralsund i (Øst)Tyskland og havde i den forbindelse brug for at medbringe kulturel underholdning. Så jeg fik samlet et band bestående af Mads La Cour (trp), Andreas Lang (bs) og Frederik Vedersøe (guit) kaldet Quartz. 

På den baggrund begyndte vi at spille en del i Øst-Tyskland imens vi gik på kons. 

Qua mine mange timer hos John Hollenbeck, en masse kontakter fra vores koncerter med Quartz, valgte jeg at flytte til Berlin nogle år efter konservatoriet. Da jeg så blev godt træt af at leve på en sten, var jeg så heldig at løbe ind i min kæreste Turid, som havde en lejlighed i Aarhus. Det endte med 6 gode år i smilets by, hvorefter vi i 2017 flyttede fra Aarhus og jeg kom tilbage til Svendborg.

Søren: Det er bl.a også med baggrund i din historik, prisen som Årets Fynske Jazzmusiker er dig givet, da du i dit virke er i stand til at trække en masse internationale navne til. Ikke mindst til 2024-udgaven af Svendborg Jazzfestival, hvor du stillede med musikere fra Polen, Frankrig og Spanien. Sådan en pris, hvad betyder den for dig?

Kasper: Den betyder meget. Nogen af dem jeg allerede spillede med og gik på konservatoriet med, som ikke tog ud i verden, eller kom hurtigt hjem igen, fik dengang prisen. Der var ikke en ungdomspris dengang, så det var primært de unge prisen gik til. 

Jeg har været væk en hel del år, så at komme hjem igen og modtage prisen er stort. Jeg har været fanget lidt imellem to stole, da det meste af mit virke har været i udlandet, hvor også den største del af mine bands holder til. Så jeg har haft fornemmelsen af at folk herhjemme har tænkt ‘hvem er det nu lige ham Kasper Tom er?’ 

Måske tænker jeg lidt for meget over mig selv, men jeg spillede for nyligt med en jævnaldrende guitarist og det undrede mig jeg ikke havde mødt ham før. Forklaringen er selvfølgelig at mit virke har ligget uden for landets grænser og vores veje derfor ikke har krydset før nu. Så det er lidt skæbnen. Hvor man er hvornår? Hvem man finder sammen med. Det hele er afgørende for ens fremtid. Nu underviser jeg på Odense Musikskole, på MGK og har lidt timer på Syddansk Musikkonservatorium i Odense. 

Der bruger jeg meget tid på at tale med de unge om, at finde ind til det man gerne vil. Hvad man gerne vil bruge sin tid på. For der er utrolig mange ulønnede timer i den her branche, derfor skal man finde det der giver mening for en selv. Ved at turnere, helt tilbage i tiden med Quartz, fandt jeg hurtigt ud af hvad der var det vigtige, gav mig energi og lyst til at fortsætte med at gøre det jeg gør. 

Det er grundlæggende at spille med dem man kan lide, både musikalsk og socialt. Det sidste især, da der skal bruges mange timer i dårlige øvelokaler, tætpakkede biler og små hotelværelser. Man skal kunne holde hinanden ud og have en social relation der giver mening. Det mener jeg man tydeligt kan høre på musikken. Så det opfordrer jeg de unge løver til.

Søren: Er du på den baggrund ekstra glad for du først får prisen nu? Ville du have tænkt lige så meget over prisen, havde du fået den som 23-årig?

Kasper: Nej, helt sikkert ikke. Ved at blive ældre, kan jeg bedre værdsætte det jeg har modtaget prisen for nu. Jeg står hvor jeg både kan kigge tilbage men også frem. Havde jeg fået prisen som ung, havde jeg nok desværre glemt det rimeligt hurtigt.

Søren: Kan sådan en pris åbne nogen døre for dig?

Kasper: Ja, det tror jeg. Det er da noget jeg kan skrive nu, når jeg booker. Få det med i mine pressemeddelelser og mails jeg sender rundt. Mange har også nævnt det overfor mig på mit arbejde og rundt på scenerne, selv om jeg ikke går og skilter med det. Mange rosende ord og tillykke’r fra dem, jeg møder.

Søren: Er det ikke også noget folk som spiller med dig kan bruge? Jeg har jo selv, i vanvare, fået tildelt dig Årets Fynske Jazzmusiker prisen i en pressemeddelelse for længe siden, da jeg var sikker på du allerede havde modtaget prisen.

Kasper: Jo, helt sikkert. Det er jo sådan vi heldigvis kan bruge hinanden i vores lille jazzverden, med den tilhørende lille økonomi.

Søren: Prisen udløser også en koncert som afvikles under Vinterjazz på Dexter i Odense i 2025. Kan du løfte lidt af sløret omkring den.

Kasper: Ja, det kan jeg, da den allerede er aftalt. Det bliver ikke under Vinterjazz, men i efteråret 2025, da scenen allerede var booket på de gode datoer inder vinterjazzen. Det passer mig faktisk rigtig fint, så er der tid til at samle et par ekstra koncerter rundt om den dato. Hvilket er vigtigt, da jeg endnu engang skal spille med folk, der kommer andre steder fra. 

Så er én koncert svær at få enderne til at nå hinanden med. Jeg skal spille med mit band siden 2007, dannet i Berlin, kaldet Fusk. Det består af to andre modtagere af prisen, Andreas Lang og Tomasz Dabrowski, plus den tyske klarinettist Rudi Mahall, som ikke har fået prisen og nok aldrig får den. 

Jeg tænker altid i et længere perspektiv med det band, da vi aldrig kan øve hver uge pga. geografien. En bor i Sverige, en anden i Tyskland. Ved at samle lidt flere koncerter giver det lejlighed til at mødes lidt mere, få øvet og få skrevet noget ny musik, så der kan laves en ny plade. 

Jeg kan ikke bare skrive en sang. Der skal være et mål med det. Så kan pladen måske muliggøre koncerter i foråret 2026.

Søren: Hvor ser du dig selv om 10-15 år?

Kasper: Jeg laver nok det samme som nu. Jeg gør mig ingen illusioner om at skulle spille på Blue Note i New York. Selvfølgelig hvis de ringer, så kommer jeg. Det er bare ikke helt det det handler om for mig. Det handler om at have et working band og mærke hvordan tiden forfiner os som musikere og mennesker. Mærke at det lyder bedre og bedre. Sætte nogle realistiske mål og prøve at indfri dem. Jeg håber da selvfølgelig på at lønnen kan blive bedre og lidt færre af de dårligt betalte koncerter, så jeg kan aflønne mine musikere ordentligt.
Dybest set håber jeg bare jeg kan blive ved med at gøre det jeg gør, selvom det til tider kan være lidt hårdt. Men så får man lige spillet den der fantastiske koncert, der giver energien til at fortsætte.

Søren: Hvordan ser du så den fynske jazz nu?

Kasper: Den ser jeg meget lyst på. Der er en kæmpe flok af unge jazzentusiaster, som dedikerer deres tid på at dykke dybt ned i stoffet og niveauet er i hvert fald meget højere end da vi to startede ud, Søren. De har virkelig styr på deres ting. Lige nu er der jo nærmest en jazz-bølge fra Svendborg på MGK i Odense, men også de to musikefterskoler i Humble og Ollerup, leverer den ene kompetente unge musiker efter den anden. Konservatoriet i Odense (nu hedder det Syddansk Musikkonservatorium) trækker også mange jazzhold til. Konservatorierne er blevet så specialiserede i dag og i Odense er det jazzen, der sættes i højsædet, i den rytmiske afdeling. Så det bliver ikke svært at uddele ungeprisen de næste mange år.

Søren: Nogle sidste ord?

Kasper: Jeg er bare meget taknemmelig over at modtage prisen og de mange rosende ord, jeg har fået fra nær og fjern og glæder mig til at spille koncerten på Dexter i Odense.