Håndsrækning fra regeringen til freelancere uden CVR.nr
Ordningen dækker både selvstændige uden CVR-nr. og personer med B-indkomst, dvs. personer, som ikke skattemæssigt er selvstændige.
Hvis du er freelancer uden CVR.nr., så klik her
19.03.2020
I forbindelse med COVID-19-situationen har regeringen d.d. i samarbejde med alle Folketingets partier fremlagt en ny hjælpepakke til små erhvervsdrivende, hvor man nu også har tilgodeset freelancere uden CVR-nr. Med freelancere menes her personer, der modtager B-indkomst på CPR-nr. for deres arbejde, og altså typisk er udøvende kunstnere. Det er godt at se, at vores vedvarende pres på politikerne og andre vigtige interessenter om ikke at glemme gruppen de udøvende kunstnere har båret frugt. Ordningen dækker både selvstændige uden CVR-nr. og personer med B-indkomst, dvs. personer, som ikke skattemæssigt er selvstændige. For så vidt angår selvstændige og freelancere uden CVR-nr. kan disse få dækket 75% af det forventede indtægtstab i B-indkomst, dog maksimalt 23.000 kr. pr. måned. Man skal på tro og love anføre et forventet indkomsttab på mindst 30% som konsekvens af COVID-19 i perioden 9. marts til 9. juli 2020. Ordningen dækker personer, der har haft en B-indkomst i 2019 på minimum 180.000 kr., dvs. mindst 15.000 kr. i gennemsnit pr. måned. Det er endvidere et krav for at få kompensation, at den selvstændige/freelanceren ikke har en personlig indkomst på over 800.000 kr. i 2020. For personer, der ikke historisk (dvs. i 2019) har haft B-indkomst - eller har haft mindre end 180.000 kr. i indkomst i 2019 - vil der blive fastlagt en administrationsmodel, der endnu ikke er klar. Det vil sige, at vi har en forventning om, at der også kommer økonomisk hjælp til denne gruppe, for de der ikke har kunnet melde sig ledige og få arbejdsløshedsdagpenge.